Latin: Trichoglossus haematodus (moluccanus)
Bjerglorien tilhører slægten af lorier (loriinae). Lorier kaldes også “penseltungepapegøjer” fordi deres tunge ligner en pensel med små papillaer på spidsen. De adskiller sig fra alle andre papegøjer gennem deres føde.
Bjerglorierne er støjende og aktive papegøjer, der som er meget nysgerrige, udadvendte, selvbevidste, intelligente og temperamentsfulde.
Prisen på bjerglorier er meget svingende, men ligger typisk mellem 400 og 800kr.
Udseende
Bjerglorien er ca. 26 cm lang og vejer 100-155g. Dens fjerdragt er regnbuefarvet, med et blålilla hoved, gul krave om nakken, grønne vinger og ryg, rødt bryst med blå-sorte striber, grøn mave, gulgrønne lår, grøn og matgul hale samt et bredt, gult bånd på undersiden af svingfjerene. Rødt næb og øjne.
Der er ingen umiddelbart kønsforskel, men hunnerne kan have et smallere hoved end hannerne.
[symple_column size=”one-half” position=”first”]
[/symple_column]
[symple_column size=”one-half” position=”last”]
[/symple_column]
[symple_divider style=”fadeout” margin_top=”0px” margin_bottom=”0px”]
Alder
Bjerglorier kan i fangenskab leve i 25-30 år.
Pasning og adfærd
[symple_column size=”two-third” position=”first”]
I fangenskab kræver bjerglorien noget mere end visse andre papegøjer. Den sviner ekstremt meget med maden, så der skal sættes ekstra tid af til daglig rengøring af bur, madskåle og omgivelser. Ellers kan der nemt opstå problemer med fluer. Den er relativt dyr i drift fordi den stiller særlige krav til føden. Herhjemme findes udmærkede pulverprodukter til lorier på markedet men herud over skal den have meget frugt og gerne pollen også. Der er et relativt stort spild idet nektar og frugt skal udskiftes flere gange dagligt; særligt på varme dage. Bjerglorien tilhører de fugle, der er meget følsomme overfor selv de mindste ændringer i kosten. Især lige når man har fået den eller i for fuglen stressende perioder er den følsom overfor bakteriesygdommen enterotoxæmi, der ofte er dødelig. Derfor skal nye fødeemner introduceres meget langsomt.
Loriers ekskrementer er meget vandede, og den kan nemt skyde dem et par meter væk. Derfor er det en god ide at beskytte omgivelserne med f.eks. plexiglas eller plastfolie på væggen og f.eks. voksdug på gulvet.
Bjerglorien er slem til at småbide og nappe, når den er rigtig glad og kåd. Træningsmæssigt er den en fornøjelse at arbejde med pga. dens intelligens – men dens temperamentsfulde og selvbevidste personlighed kan være en udfordring! I træningssammenhænge opdager den lynhurtigt, hvad man ønsker at lære den – og hvordan den kan “snyde” sig til en ekstra godbid!
Bjergloriens stemme er meget høj og skinger og den råder over et stort lydrepertoire fra de højeste skrig til den dybeste knurren. Karakteristisk er dens hvæselyd, som den bl.a. bruger under parringslegen. Ud over stemmepragten råder den over et veludviklet kropssprog bestående af bl.a. hoppen på stedet, kasten frem og tilbage med hovedet, hvæsen med penseltungen helt fremme og især i yngleperioden utroligt fascinerende loridanse. Særligt hannen har et veludviklet “display”.
[/symple_column]
[symple_column size=”one-third” position=”last”]
[/symple_column]
[symple_divider style=”fadeout” margin_top=”0px” margin_bottom=”0px”]
Bjerglorier elsker vand og at bade/ lege med vand. Nogle bjerglorier foretrækker at sove i en redekasse; andre ikke. Det er en meget social fugl; og vælger man at holde den alene kræver det, at man beskæftiger sig meget med den hver eneste dag. En ensom bjerglori bliver trist, kan finde på at blive aggressiv og skrige hele dagen eller vise andre adfærdsmæssige tegn på mistrivsel. Det kan anbefales at de holdes parvis. Det skal dog ikke være en “undskyldning” for at bruge mindre tid på dem – to bjerglorier kræver mindst lige så meget som een mht. daglig omgang og beskæftigelse!
Givet de rette betingelser og den optimale pleje er bjerglorien en utrolig robust fugl. Hvis man vælger bjerglorien som stuefugl bør man gøre det netop på trods af al det ekstra besvær, den medfører; både i kraft af den øgede arbejdsbyrde mht foder og rengøring og dens selvstændige og temperamentsfulde personlighed. Til gengæld får man en fantastisk, fascinerende, intelligent, kælen – og farvestrålende – fugl.
[symple_column size=”one-half” position=”first”]
[/symple_column]
[symple_column size=”one-half” position=”last”]
[/symple_column]
[symple_divider style=”fadeout” margin_top=”0px” margin_bottom=”0px”]
Udbredelse og levevis
I naturen kan bjerglorien findes i lavlandet, men nogle gange også i højder op til 2200m. De kan findes i alle træbevoksede områder; regnskove, kokosplantager, haver og parker. De er meget adræte og udholdende nomadefugle.
Bjerglorierne er udbredt i Indonesien, New Guinea og øerne ud for østkysten af Australien og Tasmanien.
Lorier er fødespecialister og lever af pollen og nektar fra eukalyptustræer, frugt, bær og for nogle arters vedkommende lidt insekter og enkelte frø. De angriber desuden frugtplantager, hvor de æder både æbler, pærer, majs og durra.
Loriers næb er lidt smallere end almindelige papegøjers og ofte knivskarpt. Den bruger næbbet til at skære/ flænse frugt, så den kan få fat i saften. Til gengæld er næbstrukturen ikke så solid som hos de frøædende papegøjer.
Opdræt
Bjerglorier lægger 2; i sjældne tilfælde 3 æg, der udruges af hunnen på 24 dage. Begge forældre fodrer ungerne, der forlader reden 7-8 uger efter udrugningen.
Ungerne bliver kønsmodne i 1-2 års alderen.
I naturen lægger bjerglorien ofte sine æg i en hul træstamme eller gren. I fangenskab bør redekassen være omkring 22(l)x22(b)x40(h) cm og indgangshullet 6-7 cm.
Slægtede arter og mutationer
Der findes flere forskellige mutationer.
Af arter kan dog nævnes: Sort lori, Duivenbode’s lori, Rødbrystet lori, Kapuzinlori, Blåstreget lori, Rød lori, Hvidrygget brun-lori, Gulgrøn lori, Goldies lori, Pragt lori, Sortkappet lori, Muskus-lori, Blårygget kokos-lori, Josephines pryd-lori, Gua-lori, Papua-pryd-lori.
Kilder
Bl.a. Opslagsbogen Papegøjer, 1997
www.lorisiden.dk
