Captive Foraging – fodring ud fra instinkter

Captive Foraging betyder, at dyr fodres på en måde, der stimulerer deres naturlige instinkter og evner for at finde fødeemner.

Dyreejere bliver nok aldrig færdige med at diskutere, hvad der er det bedste foder. Alle bør imidlertid kunne blive enige om, at dyr – herunder papegøjer – ikke bare skal have mad i overskudsdosis serveret i øjenhøjde.

I gennemsnit vil vilde dyr i fangenskab – herunder fugle – indtage 10 x flere kalorier end i naturen. Samtidig er der begrænsede muligheder for motion..
Som dyrlæger ser vi konstant resultatet af denne overfodring i form af fede, deforme dyr ofte med leverskader.

For efterhånden en del år siden blev man spec. i store amerikanske zoologiske haver som San Diego Zoo opmærksom på denne fodringsproblematik.

Der blev udtænkt mange forskellige metoder til at stimulere de naturlige fodringsinstinkter. I princippet er det kun fantasien, der sætter grænserne.

I San Diego Zoo har man f.eks. små foderkanoner, som med tilfældige tidsintervaller skyder forskellige foderemner og mængder ind til dyrene. Det skærper opmærksomheden.

Captive Foraging bør anvendes til alle dyr i fangenskab. Der kan ikke være uenighed om, at metoden er den eneste rigtige.

I denne artikel vil jeg holde mig til at angive nogle retningslinier for papegøjefugle.

Fugle i naturen bruger i almindelighed en stor del af den vågne tid på at finde og indtage føde. De bruger anden tid på at pleje fjerdragten, socialt samvær, at hvile, at spejde efter fjender og i yngleperioden yngelpleje. De har ingen overskudstid.

I fangenskab derimod har de næsten ikke andet end tid og overskud af foder med frit valg på alle hylder. De spiser, fordi de keder sig. De spiser for meget, og de vælger stort set kun det, de kan lide.

De er ikke meget anderledes end mennesker.

Fugle i fangenskab skal fra ungestadiet vænnes til at spise en varieret kost, og de bør lære at arbejde for føden. Man skal undgå at skabe vanedyr.

Vanedyr giver adfærdsproblemer bl.a. fjerpilning. Captive Foraging vil i høj grad være med til at forebygge disse problemer – men andre ting som prægning på mennesker giver også store adfærdsproblemer. Både for det enkelte individ, men også for det sociale samvær med andre papegøjer og mennesker.

Som nævnt er det kun fantasien der sætter grænser for metoderne i Captive Foraging. Et grundlæggende princip er dog, at der skal ske en gradvis tilvænning til fodersøgning og opgaveløsninger forbundet hermed.

Endvidere skal man konstant være opmærksom på, at anvendte hjælpemidler ikke må være giftige for fuglene.

Selve indlæringsprocessen fremmes af, at man i indlæringsperioden i vid udstrækning benytter sig af godbidder som f.eks. nødder.

Lad os antage, at vores imaginære papegøje sidder i et papegøjetræ med mange forgreninger. Den skal lære at søge efter føde.

6 – 7 foderskåle anbringes for enden af forgreninger. I stedet for at fylde dem til randen, som det er sædvane, dækkes kun bunden af skålen. Fuglen er således nødsaget til at søge efter mere mad.
Når søgeinstinktet fungerer, anbringes f.eks. et løst stykke papir over hver skål. Kan fuglen ikke løse opgaven med at fjerne papiret, kan der prikkes et hul i midten.
Papiret kan senere fastgøres til foderskålen med f.eks.en snor omkring kanten.

Godbidder tilbydes ikke uden videre. De pakkes ind i enten fugtigt eller tørt papir. Man kan lave en papirkugle, eller man kan slå en knude på papiret. Igen – et lille hul kan måske lede fuglens øje på vej.

En anden søgemodel er at blande 50 % foderpellets eller frø med 50% små olivenlignende trækugler. Man kan også gemme foderet under bark etc..

Forskellige former for gemmesteder til foder. Læg mærke til at mange af tingene hænger i lædersnore.

Inden for hunde- og katteverdenen har vi længe haft forskellige foderbolde og foderterninger, hvor foderet kun kan fanges gennem små huller i væggene.
Akkurat det samme system kan anvendes til papegøjefugle. Man kan oven i købet anvende mere avancerede modeller til de større papegøjer. Undervurdér aldrig deres intelligens, som svarer til et 4 – 5 års barn.

En model kunne være et bambusrør med små huller i sidevæggen og en form for hætte i enderne. Enkelte fugle vil hurtigt finde ud at fjerne hætten med let adgang til foder, men de fleste vil med stor dygtighed pille foderet ud igennem de små huller.
”Røret” , som kan bestå af mange ting, kan indledningsvis anbringes i en skål. En lidt mere avanceret model er at hænge røret i ned fra en pind i en lædersnor. Papegøjen skal så selv hejse røret op. Det kan de nemt finde ud af.

En anden model af en sådan hængekonstruktion kunne være en træplade med huller af forskellig diameter. I hullerne anbringes godbidder f.eks. nødder af forskellig slags.

I dag findes der på markedet mange forskellige foderdevices med skruelåg, skruetvinger m.m. Mange af dem er rigtig svære – men tro mig – de fleste papegøjer kan med lidt tid finde ud af at løse problemerne.

Sund fodring til fugle kan deles op i fysiologisk fodring hvor fuglenes næringsmæssige behov dækkes og adfærdsfodring hvor fuglenes motorik og hjerneceller stimuleres.

Fysiologisk fodring opnås der nok aldrig enighed om, men alle bør kunne tilslutte sig principperne i adfærdsfodring.

Brug din fantasi – det meste kan du fremstille selv.