Min orangetoppede kakadue Emil har fødselsdag idag – han fylder 3 år – klækket 5. maj 2003 hos en opdrætter i Hobro. Håndopmadet under gode forhold af en erfaren opdrætter. Emil har en ”storebror”, en lille gultoppet kakadue, som lyder navnet Micky. Micky kom til verden den 10. maj 2002 hos samme opdrætter.
De har hver deres bur – dejligt stort bur med god plads i bredden, masser af legetøj, ting at gnave i, varieret kost, daglige flyveture og adspredelse i huset og fremfor alt en stor voliere i haven til at flyve i, når vejret tillader det.
Emil er en flot fyr – flot orange top, flot fjerdragt, god foderstand ….og så er han helt tam og tillidsfuld og meget underholdende at være sammen med.
Emil er en flot fyr – når han altså ikke har krave på!!!!!
Der er nemlig bare lige det problem, at han plukker sine fjer på brystet og bider hul i sig selv så det bløder.
Emil har haft problemer i snart halvandet år – han har haft krave på on and off, været hos dyrlægen, fået sprøjter mod det ene og det andet, fået taget alverdens prøver, fået medicin, blevet smurt med salve ….
… og jeg har hver gang håbet og troet på, at nu er det også sidste gang med krave på…at denne gang holder han op….og hver gang, det går galt, har jeg været dybt frustreret og tudet og følt mig utrolig mislykket som papegøjeejer og følt, at det er min skyld at jeg ikke kan gøre noget for Emil, så han bliver helt rask. Jeg har ligget søvnløs, jeg har talt med kyndige papegøjefolk i telefonen, jeg har talt med flere dyrlæger, jeg har forsøgt alternativ behandling … men frem for alt har jeg grædt i total afmagt hver gang, jeg har givet Emil den krave på og set ham med store blødende sår i brystet.
Og jeg spørger mig selv …. Hvorfor bliver han ved med at gøre skade på sig selv når nu jeg gør alt for at hjælpe ham???
Hvis blot vi kunne kommunikere og han kunne fortælle mig hvad der er galt … for jeg forstår det ikke … det er der ingen der gør….
Endnu mere ked af det bliver jeg, når jeg hører folk sige ”Jamen kakaduer DE er tossede i hovedet”….”Han skal bare i en voliere og have en mage”.
Min kakadue er ikke tosset i hovedet … han er eller har været frustreret over en episode, som ligger halvandet år tilbage; og nej en voliere og en mage løser ikke Emils problemer….tværtimod…så kan han sidde der og forbløde eller sågar begynde at pille fjerene af en mage.
Emil har altid været lidt en ”sinke” …vi kalder ham nogle gange for ”autisten” fordi man ikke skal lave alt for meget om på én gang uden at han panikker helt. Emil er en trygheds narkoman. Siden jeg fik ham fra opdrætteren, har han været fyldt med skimmelsvamp og har også i den forbindelse været meget til dyrlæge og fået medicin. Emil er lidt et skravl ….han var ikke blevet gammel i naturen !
Emil er som sagt håndopmadet – desværre uden rigtige søskende. Der var kun ham – de andre æg var ikke befrugtede. Sammenligner jeg ham med den anden kakadue, Micky, som sad i redekassen og blev håndopmadet sammen med sin bror, så er Emil meget uselvstændig og forsigtig til sammenligning.
Det der skete for halvandet år siden, var en kraftig omvæltning i hjemmet i form af en skilsmisse. Der var en meget dårlig stemning og jeg gik rundt og var ked af det og måske ikke så opmærksom på papegøjerne. Min eksmand droppede al kontakt til papegøjerne fra den ene dag til den anden, selvom han fortsat boede i hjemmet endnu 2 måneder. Den periode var meget stressende for begge fugle – de forstod ikke, hvorfor min eksmand pludselig ignorerede dem fuldstændig og tilmed slog ud efter dem, når de søgte hans selskab !!!!!!!!! De gjorde alt, hvad de kunne, for at få hans opmærksomhed i form af ballade såsom at bide i tøjet og nappe i øret. Jeg havde aldrig drømt om, at en person, som selv havde været med til at anskaffe papegøjerne og som faktisk selv bragte den første papegøje ind i huset, kunne vende rundt og være så ond mod forsvarsløse dyr.
Diskussioner og dårlig stemning i 2 måneder. Den forandring i hjemmet var tilsyneladende for meget for Emil … han begyndte så småt at pille i sine fjer på brystet og blev efterhånden mere og mere bar. Da min eksmand flyttede og der atter blev fred i hjemmet, da burde Emil have stoppet med sit fjerpilleri. Men nej … han fortsatte og det blev værre og værre.
Emil havde også skiftet adfærd overfor Micky – de to havde før hen været venner og de havde leget sammen og nusset hinanden. Pludselig var Emil arrig og meget jaloux – han jagtede Micky med åbent næb og gik til angreb.
En dag, da begge fugle var ude og de begge havde slået sig ned ovenpå et af burene, da gik det galt. Emil trådte skævt, da han og Micky sad og næb fægtede og han faldt ned og skrabede sit bare bryst. Det blødte ikke – der var blot en hudafskrabning. Efter et par dage begyndte han at sidde og pille sig i hudafskrabningen og der gik hul og det blødte.
Det var omkring februar måned sidste år at det for alvor gik galt – det var dengang Emil fik krave på for første gang.
Kan efterhånden ikke huske, hvor mange gange den krave har været af og på….men det er mange.
Sidste sommer var det nær gået galt; begge fugle var i voliere, solen skinnede og det var rigtig sommer. Havde for vane at gå ud og tjekke om alt var ok (læs: om Emil var ok) i volieren sådan cirka hver halve time. Emil havde nemlig en stor bar plet på brystet samt et par rifter og små sår, som han dog ikke havde pillet i flere dage. Om eftermiddagen, hvor de havde været i voliere siden om formiddagen, gik jeg som jeg plejer ud for at sige hej. På lang afstand kunne jeg se, at Emil var helt rød på brystet og jeg løb hen til volieren og skyndte mig ind til ham. Her sad han med blod på næb og fødder og ud over hele brystkassen – blodet dryppede ud af et stort og dybt hul i brystet … dryppede i store dråber ned på græsset uafbrudt. Min første tanke var ”nu mister jeg ham – det her overlever han ikke”. Fik kaldt på min kæreste og råbt, at han skulle distrahere Micky mens jeg fik Emil ud i en fart. Løb ind med Emil og ringede til dyrlægen som sagde, at jeg straks skulle lægge pres på såret for at stoppe blødningen. Jeg store idiot kunne slet ikke tænke klart. Selvfølgelig … der skulle pres på såret. Vi lagde et pres på såret og viklede Emil ind i et håndklæde. Men der ville han ikke blive. Pakkede ham ud igen … lagde pres på igen og så holdt jeg mere eller mindre en finger i såret hvorefter min hånd blev pakket ind sammen med Emil i håndklædet. Sådan sad vi nok en halv time, mens Emil i arrigskab bed hul i mine bukser og hev og sled for at komme fri. Endelig løb der kun ganske lidt blod fra såret og jeg satte Emil i hans sovebur og dækkede ham til for at få ham til at stresse af og dermed stoppe blødningen helt. Efter en times tid kom han ud igen og han fik krave på …..igen.
Det er godt nok det værste, jeg endnu har oplevet med ham – jeg var sikker på at han ville dø.
Når først der kommer et så dybt sår, så går der lang tid inden kraven kan komme af. Emil havde krave på i knap 2 ½ måned, før end han var helet op og fuldfjeret igen.
Det var på det tidspunkt hvor vi flyttede ind i vores nye hus. Emil var nu flot og fuldfjeret og jeg tog hans krave af igen. Enten ville forandringen med flytning til nyt hus have en positiv eller negativ indvirkning … heldigvis havde det en positiv indvirkning.
Der går nu 3 måneder hvor Emil fuldstændig skifter sind. Han er glad og harmonisk og meget imødekommende overfor fremmede, hvilket han ellers aldrig har været tidligere. I 3 måneder rører Emil ikke sine fjer på brystet. Jeg er glad og overbevist om, at han aldrig vil gøre det mere – det har simpelthen været for pinefuldt for ham at bo i huset i Gilleleje efter skilsmissen.
Kunne se hvor glad han var blevet og svor på, at han aldrig skulle have sin krave på igen – så hellere gå den tunge gang til dyrlægen og få ham aflivet.
Men jeg tog fejl … han gjorde det igen…i december måned. Pludselig var der mange fjer på bunden af buret og han blev tynd i fjerdragten på brystet. Valgte at se tiden lidt an og håbe på at han ”kun” ville pille sine fjer og lade være med at bide hul i brystet. December måned gik og det blev værre og værre … pludselig var der også små sår. En morgen sad jeg i sengen efter at have ligget søvnløs det meste af natten … skulle jeg give ham krave på eller køre turen til dyrlægen og få gjort en ende på alle hans problemer en gang for alle… noget skulle der ske…jeg ville ikke risikere at finde ham i en blodpøl på bunden af buret. Ringede og talte med en bekendt, som har stor erfaring med fugle. Blev rådet til at give Emil endnu en chance i og med at hans sidste angreb på brystet måske kunne skyldes noget meget stærk medicin mod svamp.
Besluttede mig for at prøve en ny dyrlæge, da den dyrlæge, jeg havde brugt i flere år, havde haft Emil i behandling for fjerplukning siden det hele begyndte. Den behandling han hidtil havde fået bestod fra dyrlægens side af en krave. Mente, at en ny dyrlæge måske havde nye idéer.
Den nye dyrlæge undersøgte Emil grundigt for utøj. Der blev taget prøver både i tarm og svælg for at se, om han stadig skulle være angrebet af svamp. Til sidst fik Emil 3 sprøjter….en hormondæmpende, en mod kløe og en som kunne sætte ekstra gang i fjerproduktionen.
Dyrlægen mente, at hver gang jeg tager kraven af Emil, så er det lidt ligesom at sige værsgo at spis. Derfor skal jeg helst undgå krave, hvis han ”kun” piller fjer. Kun hvis der kommer sår skal jeg sætte kraven på.
Et par dage efter jeg havde været hos dyrlægen var den gal igen .. .der var et ret stort sår i brystet. Emil havde så kraven på igen 2 ½ måned. Kraven kom af og 14 dage efter var den gal igen. Her nåede jeg at se det ske og fik hurtig en krave sat på, inden skaden blev for stor. Der skulle så gå 14 dage og så kunne kraven komme af igen.
Emil er nu i hormonbehandling hos dyrlægen – han skal i alt have 3 sprøjter. De 2 første med 1 måneds mellemrum og den sidste, når der er gået 2 måneder efter nr. 2. Det er en behandling, som dyrlægen før har haft held med. Samtidig kunne han dog fortælle, at han har måttet aflive en lille gultoppet kakadue fordi den blev ved med at bide sig selv til blods trods behandling. Så der er ingen garanti for at dette virker – jeg kan blot håbe og se tiden af. Har altid en krave liggende klar.
Er begyndt at bade Emil såvidt det er muligt hver dag og i weekenden endda 2 gange om dagen, hvis tiden er til det. Han bliver dejlig træt og bruger tiden på at ordne sine fjer på en fornuftig måde uden at være destruktiv.
Der er intet i vejen med Emil nu – han har ikke svamp og ej heller utøj. Han har et stort bur med god plads i bredden og han får varieret kost i form af både frø, pellets og frugt og grønt. Han får nyt legetøj og masser af opmærksomhed og tid udenfor buret. Hvorfor han gør det, forstår jeg ikke – mener jo selv at han har det som blommen i et æg. Så længe dyrlægen mener at det, jeg/vi gør mod Emil i form af diverse behandlinger og krave på, er i orden og han ikke lider overlast udover ubehaget ved at have kraven på, så fortsætter jeg i håbet om at han en dag holder op med at pille og bide sig. Men hvis dyrlægen siger, at nu er det synd og der intet er at gøre, så må jeg kaste håndklædet i ringen og lade Emil få fred.
I skrivende stund er han som sagt i hormonbehandling. Derudover har jeg planer om at skifte hans bur ud – samme model men blot i en anden farve.
Endvidere har jeg en bekendt som er zoneterapeut, healer og clairvoyant samt uddannet indenfor Bach Blomsterterapi. Hun er i øjeblikket ved at lave nogle nye dråber til Emil. Har tidligere fået lavet en blanding som rent faktisk gik ind og gjorde, at Emil ikke var så jaloux og hidsig på Micky. Nogle dage ville han tage mange dråber og andre dage ingen. Der var noget beroligende i dråberne og det var også dem jeg gav ham, da vi skulle flytte.
Nogle vil ryste på hovedet og tænke, at alternativ behandling ikke kan gøre noget ved en kakadue, der plukker sine fjer. Men der er jeg ikke enig.
Har også sidste sommer haft besøg af en clairvoyant. Uden at jeg havde fortalte hende, hvad der var sket i Emil liv og forandringer i huset, sagde hun pludselig, at Emil var bange for den vrede mand…bange for, at han skulle komme tilbage. Og så kiggede hun hen i hjørnet på sofaen, hvor min eksmand altid sad og så fjernsyn og hvor han også sad, da han slog ud efter fuglene. Der løb det godt nok koldt ned ad ryggen. Hun ”talte” med Emil og fortalte, at han ikke skulle være bange. Det var lidt underligt – Emil sad helt stille på sofaryggen ikke så langt fra hende og lagte hovedet på skrå og sad så der med oppustede fjer omkring næbbet og lyttede. Normalt ville han flyve væk og slet ikke sidde stille så længe og så tæt på en fremmed.
Skyndte mig at flytte om i stuen, da hun var gået…det hele blev rykket rundt. Da vi flyttede til et andet hus, pillede Emil ikke sine fjer i 3 måneder. Så jeg er sikker på at det, at vi flyttede, har haft en positiv effekt. De 2 gange han har haft pillet sig efterfølgende, kan jeg ikke forklare – jo den ene – der fik han nemlig noget meget stærkt medicin mod svamp og det kan forårsage kløe og allergi.
Han virker ikke ked af det og ej heller bange – når han pludselig piller sig så kan det være nogle minder der trænger sig på. Det er i alt fald det jeg tror.
For et par dage siden blev jeg endvidere gjort opmærksom på et middel fra USA – fra et firma der hedder Kings Cages http://www.kingscages.com/menus.htm?supplies.htm
De har et produkt – en væske – som man blander i vand og sprayer på fuglens fjer 2 til 3 gange om dagen og en speciel shampo til at vaske fuglen i inden behandlingen. Har hørt om en fugl, der ikke har plukket sig i 3 måneder efter at ejeren gik i gang med behandlingen. Nu har jeg afgivet en bestilling og vil afprøve det, hvis hverken hormonbehandling, alternative dråber og et nyt bur hjælper.
Jeg er stadig optimist og håber det bedste for Emil og fremtiden…der kommer helt sikkert flere op- og nedture, hvor kraven må på i en periode, men jeg er samtidig sikker på, at lige pludselig holder han op med at plukke sine fjer og bide hul i brystet. Selvom man alle steder fra kan høre og læse, at det næsten er et umuligt problem at løse, så er jeg overbevist om at Emil hører til blandt dem, der kommer sig og bliver normale igen. Så længe jeg ikke opgiver kampen, så er der også håb for Emil.
