Latin: Cacatua Goffini
Goffin kakaduen er den mindste blandt kakaduerne. De er meget truede og er derfor på CITES liste 1. Det er derfor forbudt at fange dem i naturen. Når man køber dem fra en opdrætter skal man have CITES papirer på den som bevis for at den ikke er vildt fanget.
Goffins bliver mere og mere udbredte som tamfugle. En opdrætter tager ca. 6000 kr. for en han og ca. 8ooo kr. for en hun. (2007)
Udseende
Længde: ca. 30 cm.
Vægt: 250-300 gr.
Goffins er hovedsageligt hvide. Undersiden af hale og vinger er lys gul. Toppen ligger helt tæt ind til hovedet når den er afslappet og kan derfor kun ses når den er rejst op. De rejser toppen når de bliver forskrækkede, er på vagt eller når de er glade og ophidsede under leg. Under toppen er fjerene laksefarvede, det samme er bundfjerene omkring næbbet, på kinderne, forrest på halsen og i nakken. Farven træder meget tydeligt frem når de bliver våde.
Næbbet er helt lyst gråt. De har en lyseblå ring omkring øjnene. Hannernes iris er mørk. Hunnernes iris er mere rød-brun. Hunnernes fødder er mørkere end hannens. De er dog svære at kønsbestemme ved udseendet alene og man kan kun være 100 % sikker hvis man får foretaget en DNA test. Det er en lille spinkel fugl og den er tynd af natur. Dens brystben vil ofte føles spidst. Derfor skal man med goffins passe mere på undervægt, frem for overvægt.
Alder
Goffins bliver i gennemsnit 40 år gamle. I naturen kan de sikkert blive ældre.
Pasning og adfærd
Goffins er meget velegnede om tamfugle. De regnes for en af de ”nemmere” kakaduer at holde. Deres lydniveau er ikke så højt. Deres skrig er ikke øresønderrivende, som nogle af de andre kakadue arter. De råber højt nogle gange om dagen når de er veltilpas og leger. Der kan komme nogle vilde jungleskrig, når de ”angriber” deres legetøj. De råber dog også højt hvis de keder sig. Derfor er det vigtigt at de har masser af legetøj til at stimulere dem og udfordre deres intelligens. Goffins er de mest intelligente af alle kakaduerne og det kræver selvfølgelig lidt af dens ejere. Det er en lille fugl med et meget højt aktivitets niveau, derfor kan buret aldrig blive for stort. De vil udnytte hver en cm2 af selv det største ara bur. De er meget legesyge og kaster sig gerne om på ryggen med deres legetøj i fødderne. De er meget omgængelige og nemme at håndtere for andre mennesker hvis bare de bliver vænnet til det fra starten. De elsker at optræde og få opmærksomhed. Goffins er meget kælne og elsker at kramme. Man skal indstille sig på at tilbringe meget kvalitets tid med den hver dag. Dette gælder især hvis den holdes som ene-fugl. Men som det gælder for alle papegøjearter, trives de dog allerbedst med en artsfælle.
Generelt er kakaduer ikke de store talere, men goffins er blandt de bedre. Det vil dog altid være individuelt fra fugl til fugl hvor meget den kan lære. De er eminente til at lære tricks og de elsker det! De er også kendt for at være de rene udbryderkonger. Så det er vigtigt med en ordentlig lås på lågerne.
De fleste goffins elsker musik og kan godt lide at danse. Nogle har en meget overraskende rytmesans. Goffins hører til blandt de mest selvstændige blandt kakaduerne. De er meget gode til at beskæftige sig selv. De er fantastiske til at flyve og det er vigtigt at de får lov til dette hver dag. Enten i en voliere eller i huset udenfor buret. De har et af de kraftigste bid blandt kakaduer. De har som alle de andre kakaduer, et stort behov for at gnave. De skal derfor have adgang til friske grene og træ til at gnave i. Legetøj må derfor også meget gerne være af træ.
Det er en herlig familiefugl. En lille papegøje med en meget meget stor personlighed!
Udbredelse og levevis
Goffins lever på Tanimbar øerne i Indonesien. De lever i flokke af ca. 20. De er som sagt meget udryddelsestruede. De lever i skovområderne.
Foder
Goffins må gerne få en lidt fed papegøjeblanding. De må gerne få lidt ekstra nødder i modsætning til de fleste andre papegøjearter, hvor man skal passe på med overvægt. De skal have masser af frisk frugt og grønt. Man kan supplere med pellets. De må gerne få lidt kogt ris, kartofler og pasta. Dette skal dog være kogt uden salt i vandet. De må også gerne få lidt kogt kylling en gang i mellem. Dette er et glimrende proteintilskud.
Opdræt
I naturen yngler de i hule træstammer.
De er relativt nemme at få til at yngle i fangenskab.
Hunnen lægger mellem 2-4 æg. De ruger i 28 dage. Det er kun hunnen der ruger og hannen sørger for at made hunnen.
Ungerne er selvstændige omkring 3 måneders alderen. I naturen bliver de dog sammen med flokken i længere tid.
Redekassen skal være ca. 60 cm høj og 30×30 cm i bredde og dybde.
De bliver kønsmodne efter 2-4 år.
Kilder
Susanne Thomsen, opdrætter fra Tinggaarden (www.tinggaarden-parrots.dk)
http://www.parrotworld.dk/goffins.php
http://animal-world.com/encyclo/birds/cockatoos/goffin.php
http://www.peteducation.com/article.cfm?cl…;articleid=2915
http://www.birdsupplies.com/Articles.asp?I…mp;Redirected=Y
Egne erfaringer