Julens farer for fugle

December er traditionen tro en travl og hyggelig måned; også for os, der er fugleejere. Juleindkøb, frokoster, madlavning og bagning, pynten op til jul, adventskranse og juletræer… Er man den lykkelige indehaver af en eller flere tamfugle eller blot fugle, der har ophold i ens stuer, er der imidlertid nogle alvorlige risici ved julen og dens forberedelser, man skal tage hensyn til.

Julen er tid for levende lys og stearinlys fåes i alle former og farver; med og uden duft tilsat. Levende lys er altid en potentiel fare for fugle, der færdes frit i stuen – de kan brænde sig og komme slemt til skade. Derfor bør evt. stearinlys altid være slukket, når fuglen er ude af buret.Vær opmærksom på, at kulørte samt guld/sølv- og duftlys ved afbrænding udsender giftstoffer, der kan gøre fugle syge og i værste fald slå dem ihjel. Fugles lunger er anderledes opbygget end vores og deres åndedrætssystem er ekstremt følsomt overfor uren luft – tænk blot på, at man i “gamle dage” medbragte fugle; typisk kanariefugle, i miner som en sikkerhedsforanstaltning. Hvis/ når fuglen døde eller så ud til at være skidt, var det et sikkert tegn på dårlig luft og man skyndte sig op. Ganske vist er rød julens farve – men brug for en sikkerheds skyld kun helt hvide stearinlys i fuglens nærhed – de afgiver nemlig ikke gifte. Og brug dem med måde – det er ikke nødvendigt med et batteri af stearinlys for at skabe hygge. Levende lys forbrænder ilt og kombinationen af mange lys og evt mange mennesker i en stue giver hurtigt en dårlig og iltfattig luft – til fare for fuglen. Derfor er det vigtigt at lufte grundigt ud ind imellem – det kan sagtens gøres uden at spolere hyggen.

Mange bruger diverse sprays op til jul – lige fra kunstig sne til dekorationssprays med guld og sølv samt luftfriskere eller “stueparfumer” med julearoma i. Disse sprays er meget giftige for fugle; både hvis de bruges i fuglens nærhed (hvilket man selvfølgelig aldrig bør gøre.) og hvis fuglen kommer i kontakt med indholdet. Kunstig sne på en grangren eller et vindue kan være spændende for et nysgerrigt fuglenæb – men også dødsensfarligt.

De fleste af os har juledekorationer med forskellig pynt på. Her er det igen vigtigt at undgå udsmykning med kemikalier; ligesom man også skal tænke på, at løsdele og “tingeltangel” set med et fugleøje er legetøj. Brug derfor ikke glasting eller giftige ting. En dekoration kan sagtens udsmykkes pænt med f.eks. tørret frugt, kogler, papirpynt, træpynt etc. Vær opmærksom på, at buksbom og kristtjørn, som mange bruger i dekorationer, er giftige for fugle.

Selve juletræet bør også gøjesikres mest muligt. Igen – ingen kunstig sne eller guld/sølv på grenene. Og naturligvis ikke levende lys på, mens fuglen er ude. Selve pynten skal være ufarlig: papir/pappynt, småkager, kogler, tørret frugt, nødder, flag, stofsløjfer etc. Undgå glaskugler etc og lametta er direkte bandlyst fra et træ i et gøjehjem. Træet kan belyses med en alm. elektrisk lyskæde, hvor pæren er af plastic. Vær dog obs på, at større fugle nemt kan kappe ledningen. Mht “løbende lys” er der eksempler på fugle, der bliver meget fascinerede af det løbende og ofte kulørte lys og jagter det; med et bid i en pære som konsekvens.

Vi har nogle traditionelle juleplanter, der år efter år finder vej til vores stuer i december. Desværre er nogle af dem særdeles giftige for fugle. Det drejer sig om planterne “julestjerne” og “julelys” samt mistelten og kristtjørn (sidstnævnte har vi nok mest som buketter eller del af juleudsmykningen). Julestjernen kan evt. erstattes med f.eks. kalanchoe (“brændende kærlighed”), der også findes med røde blomster og er ufarlig for fugle.

Mange af os tilbringer ekstra tid i køkkenregionerne i hele julemåneden for bl.a. at bage og stege til julen. Køkkener er altid off-limit for fugle pga den mulige smittefare fra fuglen til vore madvarer og køkkenting samt pga de mange fuglefarer derude. Desuden lurer der en usynlig dræber derude i form af teflonforgiftning. Teflon er et materiale, der bruges som overfladebelægning på efterhånden ganske mange ting, vi bruger i vores husholdning: pander, gryder, bradepander, bageforme, bageplader, i visse ovntyper, elektriske apparater etc. Materialet har mange gode egenskaber; men når det opvarmes, frigives giftige luftarter til luften. Uhyggeligt mange fugle er blevet offer for denne usynlige dræber. Som nævnt tidligere i denne artikel, er fugles åndedrætssystem unikt og opbygget helt anderledes end vores; og derfor dræber teflondampe lynhurtigt en fugl. Så medbring for det første aldrig en fugl i køkkenet, når der produceres ved varmepåvirkning (stegning, bagning) – men sørg også for, at der dels er god ventilation i køkkenet og at døren aldrig, aldrig står åben under madlavning, så luft fra køkkenet kan påvirke din fugl. Det er meget små mængder, der er dræbende. Vær i øvrigt obs på, at teflon også findes andre steder end i køkkenet – f.eks. er visse typer hårtørrerer belagt med teflon.

Hele julemåneden er der næsten tradition for, at der står skåle med juleguf fremme – og ofte får kælefuglen lige lov at smage. Alt efter indholdet er det også helt i orden; er det nødder og lignende er den eneste fare overvægt. Men sørg for, at gøjen ikke har adgang til chokolade da chokolade indeholder stoffet theobromin, der er giftigt for fugle. Theobromin påvirker fuglens åndedræt og kan give hjerteproblemer og føre til døden. Naturligvis er andre juletraktementer, som f.eks. julegløgg, strengt forbudt for fuglen at smage på. Det er ok at lade fuglen gnave et andeben eller smage en lille bid mager steg; men tilbyd ikke flæskesvær; den er alt for salt for en fugl.

Ingen jul uden en gave til gøjen…. og mange kæle/tamfugle får selv lov at pakke gaven op – det er sjovt og spændende. Og det er der ikke noget galt i blot man tænker sig om en ekstra gang. Gavepapir/bånd indeholder ofte giftstoffer eller guld og sølvbelægninger og det er farligt for fuglen – hele ideen med selv at pakke op er jo netop at få lov at flænse indpakningen til atomer under glædeshyl. Vælg istedet at pakke ind i avispapir eller brunt “pakkepost”papir, der er uskadeligt for fuglen. Som gavebånd kan benyttes bast, der også er herligt at flænse itu.

Selve juleaften er for mange ensbetydende med familiebesøg og hygge. Vær opmærksom på, at sådan en aften kan være stressende og måske uvant for en fugl – mange mennesker, aktivitet, måske børn der suser omkring etc. Måske er det nødvendigt at sætte fuglen i et andet rum eller i det mindste i et roligt hjørne, hvor den kan få lidt fred og ro. Husk også; julegæster eller ej, at tobaksrygning ikke bør finde sted i samme rum som fuglen.

10 tips til en “gøjesikker” jul

1) Brug kun hvide stearinlys og begræns brugen af levende lys hvis du er til “stearinlyshelveder”.
2) Pynt træet med naturlige ting: Småkager, ovntørrede skiver af appelsin og æble, tørret frugt, kogler, flag, pap- og papirpynt.
3) Brug ikke sprays med kunstig sne, julearoma eller guld/sølv.
4) Ingen mistelten i døren – brug istedet en grangren eller opfind en ny tradition; en vanilliekrans f.eks.
5) Placer ikke planter som julestjerne, julelys og kristtjørn indenfor fuglens rækkevidde.
6) Hold døren til køkkenregionerne hermetisk lukket og luft godt ud ofte.
7) Lav en skål juleguf til gøjen (og dig selv.) med nødder og frugt i stedet for chokolade.
8) Pak gøjens julegave ind i avispapir og bast.
9) Giv fuglen mulighed for lidt ro selve juleaften.
10) Se grundigt på din julepyntede stue med et nysgerrigt papegøjeøje, før du slipper fuglen ud… Er der spændende pynt, farlige ting, planter, etc? Levende lys, “tingeltangel”, eller?

Rigtig glædelig og gøjesikker jul til alle jer fuglefolk og ikke mindst jeres fugle.