Latin: Psittacula derbiana/psittacula derbyana
Kinaparakitten er relativt støjende men er ellers rolige og fredsommelige fugle. De er hårdføre når først de er aklimatiserede. De har et kraftigt næb og et kraftigt bid – sørg derfor for at give dem rigeligt med grene at gnave i, da det ellers vil gå ud over selve volieren. De holder af at gå rundt i bunden af volieren, og det er derfor nødvendigt at give dem ormekur af og til.
Kendetegn
Fjerdragten er generelt grøn med violet-blå hoved og grå-blå bryst, mave og undervinge. Sort ring omkring halsen samt over næbbet hen til øjnene. Nakken er grøn. De midterste halefjer er blå med grøn basis, de ydre halefjer er grønne med blå kant. Overnæbbet er red med gullig spids, undernæbbet er sort. Bleg gul iris, grå fødder.
Hunnen har et brunligt bånd bag øre-dækfjerene, farverne på brystet/maven er svagere og overnæbbet er sort.
Ungfugle har grøn isse og nakke, næbbet er pink, iris mørk. Unge hanner har en anelse svagere farve på brystet. Fuglene er fuldt udfarvede efter to år.
Længde: 50 cm
Levested
Lever i bjergskovene i det sydvestlige Kina, sydøstlige Tibet og nordøstlige Assam. De ses også af og til i opdyrkede områder.
Føde
I naturen spiser de frø, frugt, bær og blad knopper. Man kan også give dem spiret frø, nødder, kogt æg og kiks.
Opdræt
I naturen yngler de i midten af juni og foretrækker de at bygge rede i poppel træer. Det er ofte lykkes at få dem til at yngle i voliere. Yngletiden starter her ofte i april og der lægges 2-4 æg som måler ca. 36.1 x 27.7 mm. Æggene er udruget efter 23 dage og ungerne er flyvefærdige efter 8-9 uger og er voksne efter to år, men lægger dog ofte ufrugtbare æg indtil de bliver ældre.
