På nudansk betyder det vel noget i retning af “Lad os komme i gang”. I denne artikel vil vi tage klatten meget mere bogstaveligt. Helt konkret vil vi beskæftige os med klatten som summen af fugles affaldsprodukter. Artiklens emne kan forekomme at være trivielt og en lille smule “back to earth”. “Det ved I jo godt”, men lad mig sige hertil, at jeg aldrig i min 30 årige karriere som fugledyrlæge har mødt bare én, som var i stand til at tyde klattens mysterier – og det gælder både såkaldte professionelle og amatører. Skulle du være den første – så tillykke.
Klatten kan betragtes som et spejlbillede af fugles helbred.
Ændringer i klattens konsistens, farve, lugt og mængde er oftest de eneste tegn på begyndende helbredsproblemer. Ændringerne ses ofte længe før der registreres ændret adfærd, nedsat spiselyst, vægttab og andre sygdomstegn. Der er ikke skrevet meget om klattens betydning. Klatten har været så sørgeligt negligeret. Et faktum, som jeg her skal forsøge at råde bod på.
Ved at vurdere klattens udseende kan man sige noget om appetit, adfærd, spisevaner, mave-/tarmkanalens tilstand, foderets passagetid samt lever-, nyre- og bugspytkirtelfunktion. At en enkelt klat ser unormal ud, betyder sjældent noget – bortset fra, at det bør være lig med skærpet opmærksomhed. Afsættes der derimod en række unormale klatter, har man et problem.
En normal klat består af 3 komponenter. Fæces (afføring), urater (det hvide=urinsyresalte) og en vandig del (urin). Farven på fæces (afføring) kan normalt være alt fra grøn til brunsort. Konsistensen varierer fra blød til hård. Hos rovfugle evt. med rester af byttedyr. Urater (den hvide del= nedbrydningsprodukter fra) protein) skal normalt være helt hvide og urinen vandklar.
I en normal klat skal der være mere fæces end urater (“det hvide”../../). Er der i flere på hinanden følgende klatter flere urater end fæces, tyder det på, at fuglen fordøjer sine egne muskler (proteiner). Sagt på en anden måde – den sulter. Dog skal det nævnes, at forskellige fuglearter kan have specielle normale klat-karakteristika. Araer afsætter f.eks. ofte klatter om morgnen, som kun indeholder urin (“vand”). Nogle grå jacoer udskiller også store mængder urin, uden at det er unormalt. Antallet af afsatte klatter afhænger af fuglens art, stressniveau, alder, evt. sygdom og type af foder.
Skal klatterne bedømmes er det en god ide at lægge brunt indpakningspapir under fuglen med den blanke side opad. Fæces (afføring) Husk at det kun er den mørke del af klatten. Fæces udseende vil afhænge af fodertype, tidspunkt på døgnet hvor det afsættes, alder, om denyngler, mængde tilgængeligt vand/foder, evt. medicinindgift, leverlidelser, bugspytkirtellidelser, nyrelidelser – eller – om der er infektioner med bakterier, parasitter, svampe eller vira. Hyppigheden hvormed dyrene afsætter fæces afhænger af dyreart, alder, mængde, foder, stressniveau og evt. sygdom. Som hovedregel gælder det, at små aktive fugle med et højt stofskifte afsætter fæces mange gange (25-50 x/ døgn). Større rolige fugle færre gange (8-15 x/ døgn).
Mængde
En nedsat mængde i forhold til normalt kan skyldes:
1. Nedsat foderindtagelse
2. Forlænget passagetid ved f.eks. PVD (i gamle dage kaldet
“arasyge”)
3. Mave-/tarmblokade ved f.eks. fremmedlegemer, tarmslyng – eller
som vi ofte ser på røntgenbilleder og ved obduktioner store
ansamlinger af sten/sand/grus i kråsen (muskelmaven).
En øget mængde:
1. Indtagelse af store måltider
2. Indtagelse af tungt fordøjeligt foder
3. Tilstande som medfører nedsat evne til at fordøje foderet, f.eks.
tarminfektioner, parasitter og forgiftninger
4. Store fyldige klatter ses normalt hos fugle der er i æglægning
eller som ruger.
Konsistens
Hård fæces – kan f.eks. skyldes stress og dehydrering (“udtørring af
kroppen”)
Blød fæces – ses ved indtagelse af frugter, stress, nedsat evne til at fordøje eller det kan være starten på tarmbetændelse. Nogle typer færdigfoder (piller) giver normalt blød fæces.
Tynd/vandig fæces – hyppigt med luftbobler i = diarrhoe. Årsager kan være infektioner, dårlig ernæring, forgiftninger eller stress. Alle infektioner fører næsten med garanti til sekundær diarrhoe på et tidspunkt i forløbet. Ofte som følge af organskader. Infektion er kun sjældent den direkte årsag til diarrhoe. Organlidelser som f.eks. leverlidelser og nyrelidelser kan også give diarrhoe. En øget udskillelse af urater og urin må ikke forveksles med diarrhoe! Ejere beskriver ofte fejlagtigt vandig fæces som diarrhoe. Hele frø eller andre ufordøjede foderdele i fæces fortæller om nedsat evne til at fordøje foder, eller at der er en øget peristaltik (stærke tarmbevægelser) – eksempelvis ved stress. Nedsat evne til at fordøje ses almindeligt ved lidelser i bugspytkirtel, massiv parasitinvasion, uhensigtsmæssig anvendelse af antibiotika og ved proventrikel dilatations syndromet (“arasyge”)
Farve
Fugle på færdigfoder har ofte en brunlig fæces, mens fugle på frø har en grøn til mørkegrøn.
Mørkfarvning: kan forårsages af farvestoffer fra et blodholdigt foder eller fodring med bestemte frugter. Tarmblødning i den forreste del af tarmsystemet vil vise sig ved en sortfarvning i fæces. Dette skyldes en tilblanding af melæna (fordøjet blod).
Rødlig fæces: især visse frugter kan give
denne farve, men også frisk blodtilblanding fra den bageste del af tarmsystemet, kloak, nyrer, æggeleder og testikler kan farve fæces rød. Friske blodklatter/striber: kan være tegn på kloaksår, leverlidelser, forstyrrelser i koagulationsevnen, parasitter, tarmbetændelse, forgiftning med tungmetaller (zink, bly!), æglægningsproblemer, sår på arringsorganer og fejlernæring.
Lysegrøn fæces: sammen med en grøn- , gul- eller brunfarvning af urater skyldes næsten altid leverlidelser. Ses f.eks. ved papegøjesyge. Lysegrøn farve uden misfarvning af urater er sandsynligvis normalt. Lerfarvet til grålig fæces: skyldes nedsat evne til at fordøje og optage foder. Betændelse i bugspytkirtlen, tarmlidelser, parasitter, sukkersyge, nyrelidelser og infektioner nedsætter evnen til at fordøje.
Lugt
Normal fæces lugter aldrig hos fugle! Vedvarende ildelugt af fæces er et almindeligt tegn på enten en “forkert afbalanceret normal mave-tarm flora”../../ eller infektiøs (bakterier, vira, svampe eller parasitter) tarmbetændelse. Den almindeligste årsag til ildelugtende fæces hos fugle er infektion med clostridium-bakterien. Lugtændringer som følge af ændringer i den normale tarmfloras sammensætning ses ved forkert ernæring, stress, forgiftninger, immunitetssvækkelse, snavset foder/snavset drikkevand, parasitter eller som et resultat af uhensigtsmæssig antibiotikabehandling.
Antibiotika rammer ikke kun de sygdomsfremkaldende bakterier, også den normale tarmflora påvirkes. Ofte med fatale følger.
Urin og urater
Nyrerne udskiller både urin og urater. Urater dannes i leveren.
Urin:
Farve: Normalt klar og farveløs. Urinen er vandig eller slimet. Blod i urinen: er altid et sygdomstegn. Blodet kan stamme fra nyrer, mave-/tarmkanal, kloak, æggeleder eller testikler. Hyppigst er det tungmetalforgiftninger f.eks. zink fra ny volieretråd. En øget udskillelse af urin: behøver ikke at være sygelig. Et foder med et højt vandindhold vil naturligt øge mængden af urin. Er fuglen stresset, opmader den unger eller har den “holdt sig”../../ i lang tid, ses det samme fænomen. Grå jaco udskiller som nævnt ofte meget urin uden påviselig årsag. Forskellige sygelige tilstande som leverlidelser, nyrelidelser, sukkersyge, forgiftninger, stofskiftelidelser kan give en øget mængde urin (polyuri). Visse typer medicin kan ligeledes virke vanddrivende. En nedsat mængde: ses ved nedsat indtagelse, nyrelidelser og hel eller delvis blokade af urinveje.
Urater:
Dannes i leveren som nedbrydningsprodukter fra bestemte proteiner, men det udskilles gennem nyrerne. Normalt skal uraterne være helt hvide, og mængden være mindre end mængden af fæces. Overstiger mængden af urater mængden af fæces i flere klatter, finder der en ekstrem nedbrydning af proteiner sted. Dyret har så enten indtaget et kæmpemåltid protein, indtaget skadelige proteiner eller de sulter med nedbrydning af egne kropsproteiner til følge. To af de største organsystemer som påvirkes negativt ved sult – altså når der er en overvægt af urater – er hjertet (hjertemusklen) og mave-/tarmkanalens væv. Det sidste faktum er en vigtig årsag til, at stort set alle fugle udvikler tarmbetændelse, uanset hvad de fejler. Urater kan også nedfældes som saltkrystaller i led og organer.
Lidelsen kaldes “urinsyregigt” og den er uhelbredelig. En grøn-gul farvning af uraterne indikerer, at dyret lider af en leverlidelse – eller – at der finder en sygelig nedbrydning af røde blodlegemer sted.
Parasitter
Til slut skal det lige nævnes, at mange fugle er inficeret med parasitter. Modsat af hvad mange fugle folk tror, udskiller ormeinficerede fugle ikke altid orm i fæces. De fleste er skjulte smittebærere, som kun udskiller mikroskopiske ormeæg i fæces. For hver én man kan se parasitterne (orm og encellede organismer) hos, er der mindst 10, som bærer parasitterne skjult. Det er derfor klogt at teste fuglenes fæces under mikroskop. Fugle bør checkes minimun 1 x årligt – og altid ved sammenføring og nyindkøb. Både farvede og ufarvede præparater af fæces skal undersøges mikroskopisk. Den begrænsede plads i bure og volierer – og ofte manglende god hygiejne – gør, at der nemt sker en ugunstig ophobning af parasitter og æg i bundlaget og på siddepladser. Parasitter er idag et stort problem hos både store og små fugle.
Klatter skal således ikke bare opfattes som “lort der skal fjernes”, men som et meget vigtigt spejlbillede af dyrs helbredstilstand. Enhver landmand kender og bruger dagligt dette tegn. Med dine sanser som eneste redskab – og evt. lidt mikroskopi – er du ii stand til ud fra klatten og rutinemæssige vejninger at fange tidlige sygdomstegn hos fugle. Når du kan se, at en fugl er syg, er den næsten død.
