Anatomi
Ved at iagttage opbygningen af fuglenes skelet vil man se, at det på mange områder svarer nøje til pattedyrenes (og menneskenes) skelet. Når vi ser på vingen, består den således af overarm med en kraftig knogle og underarm med to parallelle knogler. Når vi kommer til hånden, hvor mange dyr deler hånden op i op til 5 fingre, har fuglen et færre antal knogler. Hos nogle fugle er tommelfingeren mere eller mindre markeret. (figur 1)
Figur 1
Vingerne hos forskellige typer fugle kan være vidt forskellige. Tænk blot på de lange slanke vinger hos mange havfugle, til dels måger og især albatrosser, og de korte buskede vinger på strudse, vinger der slet ikke kan bruges til at flyve med.
Knoglerne er omgivet af muskler og sener og yderst hud, hvori fjerene bliver dannet og sidder fast. De forskellige fjer er navngivet efter hvor de sidder på vingen (figur 2).
Figur 2
Selve vingen og den øverste del af svingfjerene er dækket af dækfjer der ligeledes er navngivet efter hvor på vingen de sidder (figur 3).
Figur 3
Udformningen af fuglens fjer er meget forskellige afhængig af hvor de sidder og hvilken opgave de har. Fra de store kraftige håndsvingfjer til de små bløde dun. Fjeren dannes af overhudsceller, og består af fjerposen og fanen som igen deles op i skaftet og strålerne. Mens fjeren vokser ud er den ”levende” og der er blodkar i posen, men når fjeren er færdigudviklet tørrer posen ud og fjeren er dødt væv lige som vores hår og negle.
Stækning
Politikens Retskrivnings- og betydningsordbog (2000):
stække (udsagnsord) = klippe de yderste fjer af en fugls vinge så den ikke kan flyve væk.
Der kan være mange årsager til at man ønsket at begrænse en fugls bevægelsesfrihed. For eksempel:
– Andefugle og lignende i parkanlæg, hvor man ønsker at hindre fuglene i at flyve væk, måske ud i områder, hvor der drives jagt.
– Ynglepar i voliere, hvor hannen driver hunnen for hårdt. Ved at stække hannen kan han ikke forfølge hunnen og hun kan nå at slippe væk, og selv vælge hvornår hun er klar til parring.
– Begrænsning af tamfugles flyvefærdighed hvis de skønnes at være for voldsomme til de forhold som man kan tilbyde dem, eller som led i tilvænning til de begrænsede pladsforhold.
– I en tilvænningsfase for at hindre fuglene i at få for meget fart på inden møde med vinduer eller volieretråd.
Stækning kan udføres på flere måder. Jeg vil her gennemgå tre former.
Den mest simple form for stækning er at klippehåndsvingfjerene under deres dækfjer. Med en saks klipper man håndsvingfjerene, under dækfjerene, over bunden af skaftet (figur 4).
Figur 4
Hvis man undlader at klippe de yderste svingfjer er stækningen mindre synlig når fuglen sidder med indslåede vinger (figur 5).
Figur 5
En mere elegant og mindre synlig stækning er kun at skære fanerne af med en skarp kniv og undlade at skære helt ud til spidsen af fjeren. Denne stækning er knap så effektiv som den foregående men betydelig kønnere at se på (figur 6)
Figur 6
Oftest er det tilstrækkeligt at stække den ene vinge. Det vil give manglende bæreevne og nedsat styreevne under flugten. Over for fuglen er det et relativt harmløst indgreb, der svarer til at forlange at en 100 meterløber skal stille op i ridestøvler til et stævne, hvor konkurrenterne løber i idrætssko. Det traumatiske for fuglen er indfangningen og fastholdelsen under stækningen. Fuglen vil ved næste fældning af de klippede fjer opnå den normale fjerdragt og normal flyveevne.
Amputation
Den mest gennemgribende form for stækning er at klippe hele hånden af (figur 7). Dermed hindrer man udvikling af alle de fjer der dannes på hånden (figur 8). Når denne form for stækning først er foretaget er der ingen vej tilbage (figur8). Jeg har hørt denne form for stækning omtalt som ”blodstækning”, i modsætning til klipning af fjer, hvor der ikke ses blod. Mig bekendt er denne form ikke tilladt i Danmark, undtagen i særlige tilfælde. Jeg har set adskillige større fugle i åbne anlæg i zoologiske haver, der er stækket på denne måde, for at undgå at fuglene skulle i bur/voliere, men kunne vises frem under mere naturlige forhold.
Figur 7
Figur 8
Denne form for stækning kan dog gøres mere elegant, ved at man kirurgisk ”nøjes” med at fjerne den del af huden på hånden som indeholder de anlæg, hvor svingfjerene dannes. Man kan i så fald opnå et permanent resultat der ligner figur 5.
Hvad man populistisk vil kalde de forskellige for stækning, vil jeg overlade til andre. For mig lyder ordet vingeklipning mest som at klippe i selve vingen (amputation) i modsætning til klipning af fjer.
